Nikolai tror på en lys fremtid, når videbegærlige unge går forrest i at løse verdens udfordringer

Dimittendtale af Nikolai Tange Kristensen, IBC Kolding, Årgang 2018

Jeg vil prøve at sætte nogle ord på, hvorfor den diplomuddannelse, vi har været igennem de sidste 2 år, er mere relevant end nogensinde.

Et omdiskuteret emne under vores mange seminarer på SDU har været sandwichene. Det er subjektivt, hvilken mad man foretrækker. Jeg har da også min egen holdning til disse omtalte mad. Det er dog ikke det, jeg vil bruge min taletid på i aften.

Da jeg skulle skrive talen, kom jeg bare til at tænke på vores frokostpauser, og derfor faldt tanken på SDU’s sandwich. Alle snakkene, vi har haft. Venskaber, der blev indgået. Diskussioner, der blev holdt. For mig indkapsler frokostpauserne essensen af vores årgang.

Emner, vi snakkede om var alt fra forholdene på vores egne skoler eller eget liv - til diskussioner om politik, videnskab og verdenssituationen. Jeg husker tydeligt samtalen over en sandwich for et år siden, hvor emnet faldt på en ny virus i Kina. Vi regnede ikke med, at den kom til Europa...

Under frokostpauserne oplevede jeg, hvordan alle med hver deres unikke perspektiv på verden kunne bidrage til en samtale. Alle havde noget på hjertet. Og når alle ser på verden med hver deres syn, så er det nogle fede samtaler og diskussioner man kan få. Der er heller ikke grænser for, hvor langt man kan nå med at løse verdens problemer. I teorien...

Et eksempel vi altid kan kigge tilbage på, er selvfølgelig vores simuleringer af FN’s sikkerhedsråd, hvor vi én gang for alle løste konflikten i Mellemøsten. Opskriften var gensidig respekt for hinandens forskelligheder – og en lille smule skruppelløshed, fra dem der simulerede Rusland...

Der hersker stor mangfoldighed på ATU. Vi kommer fra forskellige skoler og uddannelsesretninger - byer, familiebaggrunde og vi har forskellige omstændigheder i vores liv. Hvis vi så hinanden på gaden, ville vi måske ikke tænke, at vi kunne blive slyngveninder. På vores summer camp så jeg folk der kunne spille veludført klaverspil – og jeg så folk der, hvis de ikke kunne spille klaver, kunne de til gengæld være med på en diskussion om vigtigheden af inflation på 2%. Vores akademiske interesser spænder bredt!

En forklaring på samhørigheden er, at vi er blevet ”smidt” sammen! Alle er vi blevet sendt afsted af vores respektive skoler, fordi de har set et akademisk potentiale i os. Man har ment, at vi havde godt af at blive sat sammen. Mange af os er sikkert blevet ramt af imposter-syndromet. Hvornår opdager Janne vores blufnummer? Vi er jo slet ikke talentfulde.

Vi har alle følt os mærkelige på vores skoler, fordi ATU ikke var noget vores medstuderende var en del af.

Personligt følte jeg i starten, at jeg ikke hørte til hverken på min skole – eller på ATU.

En af udfordringerne på ATU har været, at vi er omgivet af janteloven. Vi følger den måske selv. Men at lave et akademi for ”blomsten af dansk ungdom” og gymnasieelever der søger ”udfordringer udover den daglige undervisning”, det kan mange af os godt have det svært med. Mange af os er også blevet mødt med undrende spørgsmål fra medstuderende.

Hvad er ATU? Vi har jo knapt nok kunne få over vores læber, hvad ATU har stået for:

”(Øøøhm), det står bare for Akademiet for Talentfulde Unge.”

Men imposter-syndromet er uberettiget. Faktisk, så har jeg kun mødt ligesindede i ATU.

Jeg har fundet ud af, at det ikke er en konkurrence om at skrive flest noter, eller om hvem der har læst de tykkeste bøger. Men det er et sted, hvor det, vi har til fælles, er nysgerrighed på verden.

Jeg har ikke haft mulighed for at tale med alle på akademiet. Men de, jeg har talt med, har alle haft en appetit på livet, som jeg deler. Alle har været videbegærlige, nysgerrige og kloge. Der er massere af grunde til at være stolt over at være en del af ATU.

Jeg er blevet inspireret af at have været her de sidste 2 år, fordi jeg har følt, at jeg har siddet sammen med nogle af fremtidens nobelprismodtagere og statsministre. Alle har haft en sult på tilværlesen, og det har været virkelig forfriskende. Her har det været ”cool” at være klog. Det giver mig håb for fremtiden.

Derfor skal vi ikke være flove over at gå på ATU. Vi må tværtimod omfavne det og være stolte af det! I denne tid er der nemlig brug for, at unge som os bliver sat sammen. Os ”talentfulde unge”. Det er der nemlig brug for i denne tid. Der er brug for det, hvis vi ønsker et godt samfund. Dyrkelsen af videnskab er vores eneste håb. Der er nemlig sket meget det sidste år. Året har for mange været svært, men nogle af begivenhederne har så absolut retfærdiggjort vores uddannelse.

Næsten samtidig med, at Coronapandemien begyndte at rase rundt på Jorden, erklærede WHO, at vi også stod overfor en ”infodemic”. Ligesom verden flyder over med sygdom, flyder verden ligeledes over med alt for meget misinformation til at man kan skelne mellem sandt eller falsk.

Vi kender dem alle: Facebook-epidemiologerne, der pludselig udtaler sig om dybt lægefaglige ting, men de har næppe en sundhedsvidenskabelig uddannelse. De folk der ved bedre, uden at have noget at have det i. Og de folk, der forkaster de sidste mange hundrede års videnskabeligt arbejde, bare fordi de har en facebookprofil. De har del i denne ”infodemic”.

For dem er det ikke længere tilstrækkeligt at have en lang uddannelse og høj faglighed, fordi det bare kan affejes med ”fakes news”. Videnskaben bliver ikke respekteret af de her mennesker. Men det er ikke noget nyt, at videnskaben og fagligheden udfordres.

Engang var det religiøse, der opponerede mod videnskaben, fordi den foreslog, at planeten Jorden ikke var universets centrum. Nu er det nogle andre, vi slås med.

Man kan dog blive i tvivl om, hvorvidt de nye vi slås med heller ikke er klar over, at Jorden ikke er universets centrum, og de derfor heller ikke selv er det.

Vi ATU’ere kan selvfølgelig godt føle os truet, når videnskaben står for skud på den måde. Men vi bør holde humøret højt. Jeg vælger at tro på, at størstedelen af verden stadig sætter deres lid til, at denne tusinder af år gamle tradition stadig holder vand.

Vi skal ikke forkaste videnskaben. Vi skal fortsat dyrke den, fordi det er den eneste søen efter sandhed, vi har. Videnskaben er nemlig ikke nødvendigvis kun kolde tal og fakta, bestemte videnskabelige metoder, eller det at læse talrige resumér fra videnskabelig litteratur.

Videnskab er filosofiske studier, hvor man dykker ned i alle de konklusioner om livet, folk før os er kommet til.

Videnskab er en evidensbaseret strategi mod en pandemi der gør, at vi hurtigst muligt kommer ud af den.

Videnskab er antropologi, hvor vi finder ud af, at vi ikke er verdens navle. Vi deler nemlig kloden med en del andre mennesker.

Videnskab er naturvidenskab, hvor vi bliver fascineret af naturens vidundere, og finder ud af, hvor undelig stort universet er. Denne grandiositet forpligter os os til at være gode ved vores medmennesker og planet.

Videnskab er den måde, hvorpå vi opfatter verden, som kommer tættest på sandheden. Den er ikke baseret på mavefornemmelser og pludselig indskydelser. Den er en lang tradition, menneskeheden har praktiseret i de sidste tusinder af år.

Videnskaben er menneskelig. Det er vores forfædres viden, som vi arver – og som vi er forpligtet til at give videre til fremtidige generationer.

Videnskaben er meningen med livet.

Og i en tid med ”infodemics”, da er videnskaben vores eneste bolværk – vores eneste modgift – mod verdens elendigheder.

Det er med videnskaben, menneskeheden har fundet frem til vaccinen mod Corona.

Det er med videnskab vi skal undgå fremtidige pandemier. Det er med videnskaben vi skal løse klimakrisen. Det er med videnskab vi skal løse fremtidens problemer!

Når vi begynder at forkaste videnskaben, anbefaler præsidenter at drikke håndsprit. Vi er ikke længere enige om virkeligheden, og derfor trues demokratiet.

Vores civilisation bygger på menneskelig tillid og viden. Jeg har aldrig været i Madrid, men jeg er ikke i tvivl om, at nogen har været i Madrid – og jeg tror på, at de billeder, der påstås at være fra Madrid, er autentiske. Og sådan bygger jeg mit verdenssyn på tillid til det, andre mennesker siger. Usandhederne i denne verden må vi sortere fra med en god omgang snusfornuft og kritisk sans. Hvilken verden ville det være, hvis vi som udgangspunkt ikke troede på andre mennesker?

Vi unge bliver fortalt, at vi skal frygte fremtiden. At den ikke har set mere sort ud end nu. Fremtiden kommer åbenbart til at være fyldt med populisme, klimakrise og verdens undergang.

Men den dommdagsprofeti er en omgang sludder. Hver gang jeg har været til et ATU-seminar, har jeg kun set lyst på fremtiden. Af to grunde: for det første kan ingen se ind i fremtiden. For det andet har så mange andre unge mennesker med sult på livet og viden givet mig al mulig grund til at tro på fremtiden.

Vi må gribe fremtiden, og det ER i vores sted at løse fremtidens udfordringer, hvis vi ønsker det.

Jeg tror nemlig ikke på sortsynet, men jeg tror på, at vi kan blive klogere på verden, og så bruge den viden til at gøre verden til et bedre sted. Vi skal bruge videnskab til at forbedre verden.

Nok står vi overfor en række udfordringer: klimakrisen, misinformation, fremtidige pandemier og mange andre dårligdomme. Og efter vi netop er gennemgået en pandemi, kan man godt gå og håbe på, at det hele skal blive som før.

Men fremtiden tilhører os. Vi må acceptere, at vi lever i en evig foranderlig verden. Med fremtiden kommer også fremtidens problemer. Det er os, der løser dem.

Hvis jeg må citere matador:

”Kan alting blive som før?

Ja… men meget kunne også blive anderledes, hvis vi tør.”